Faglige metoder og tilgange på Kompasrosen
På Kompasrosen er vores primære fokus at skabe et trygt miljø baseret på forudsigelighed, genkendelighed og indflydelse på eget liv. Vi arbejder individuelt med udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger, ønsker og behov og oplevelse af livskvalitet.
Vi støtter borgerne i at øve sig i det sociale rum, herunder læring af normer, konflikthåndtering og relationsdannelse. Det gør vi blandt andet ved at etablere fællesskaber og arrangementer.
Vores udgangspunkt er, at borgeren skal sikres ejerskab over eget liv, samtidig med at der skal tages forbehold for de givne rammer og regler.
En indholdsrig og struktureret hverdag
Vi bestræber os på at skabe en indholdsrig og struktureret hverdag for borgeren. Det gør vi for at skabe livskvalitet og forebygge problemfyldt adfærd hos den enkelte. Helt konkret modtager borgerne på Kompasrosen støtte til:
- Udarbejdelse og opretholdelse af struktur, døgnrytme og andre individuelle planer.
- Egenomsorg, f.eks. personlig pleje, hygiejne og indtag af måltider.
- ADL-træning (træning i almindelig daglig livsførelse). Det kan være støtte til tøjvask, vedligehold og rengøring af boligen, madlavning og indkøb.
- Samfundsmæssige gøremål, herunder deltagelse i aktiviteter og beskæftigelse, gennemgang af post, administration af økonomi og kontakt til diverse instanser.
- Guidning ift. sundhed. Det kan være kost, medicinadministration, ledsagelse til læge, tandlæge, fodterapeut med videre.
- Relationsdannelse, vedligehold af familiære relationer og samspil med andre mennesker
Indflydelse på eget liv
Borgerne har indflydelse på deres hverdag gennem daglige samtaler, beboermøder, værkstedsmøder og handlemøder. Samtidig inddrager vi borgeren i det daglige dokumentationsarbejde. Alt sammen på et niveau, der passer til den enkelte borgers ressourcer.
Vi arbejder med neuropædagogik og Low Arousal for at sikre en helhedsorienteret indsats, som tager udgangspunkt i den enkelte borgers ressourcer. Borgerne har også mulighed for at få seksualvejledning.
Du kan læse mere om Specialcenter Syddanmarks pædagogik og faglige metoder her
Kerneværdier på Kompasrosen
På Kompasrosen har vi kerneværdierne med i alt, hvad vi gør med borgerne.
Socialområdet i Region Syddanmark har seks kerneværdier, der blandt andet er med til at styrke samarbejdet med og omkring borgerne og sætter retning for vores arbejde. Med kerneværdierne har vi fokus på at skabe mest mulig livskvalitet for borgerne.
Vi prioriterer selv, hvilke kerneværdier vi har mest fokus på, og hvordan vi arbejder med dem. På Kompasrosen arbejder vi aktivt med kerneværdierne og prioriterer de værdier, der er vigtige for den enkelte borger. Det fremgår af deres daglige struktur og vores tilgang til borgeren.
Du kan se socialområdets seks kerneværdier og læse mere om baggrunden for dem her.