Hverdagen på Kompasrosen
På Kompasrosen er hverdagen tilpasset den enkelte borgers ønsker og behov og tager derfor udgangspunkt i individuelle strukturer.
Borgerne i Kompasrosen har indflydelse på deres hverdag gennem daglige samtaler, beboermøder, værkstedsmøder og handlemøder. Samtidig inddrager vi borgeren i det daglige dokumentationsarbejde. Alt sammen på et niveau, der passer til den enkelte borgers ressourcer.
Der er mulighed for ekstern beskæftigelse, STU-forløb og personlig dag, som f.eks. kan indeholde ADL-træning (Almindelig Daglig Levevis). Dette planlægges og tilrettelægges i samarbejde med borgeren.
A-huset
De fleste af borgerne i Kompasrosen bruger hverdagene i vores aktivitets- og samværstilbud ”A-huset”. Her bliver de mødt af de samme medarbejdere hver morgen, og dagen starter altid med en kop kaffe.
Ugen i A-huset er planlagt ud fra faste aktiviteter, som tilgodeser borgernes interesser og ressourcer. Aktiviteterne kan bl.a. være:
- træarbejde
- madlavning
- græsslåning
- pasning af høns og kaniner
- eksternt arbejde på bl.a. småkagefabrikken.
Du kan læse mere om hverdagen i A-huset her
Efter aktiviteterne i A-huset går eftermiddagen og aftenen med praktiske gøremål. Der er bl.a. mulighed for handleture og for at få støtte til oprydning og rengøring. Der er også planlagte aktiviteter for nogle af borgerne som fx svømning.
Vi har stort fokus på det relationelle og lægger derfor vægt på samvær og hygge med spil, tv og samtaler.
I weekenderne tilpasser vi aktiviteterne til den enkelte borger. Nogle borgere har behov for meget struktur, mens andre trives i løsere rammer. Vi planlægger ofte aktiviteter på matriklen eller ture i nærområdet i weekenden. Aktiviteterne er borgerne selv med til at bestemme på vores ugentlige beboermøder.